Også allergisk over for ironi? Derfor kan den ødelægge dine relationer – og hvad du kan gøre i stedet

Af Maria W. Brønden, psykolog

“Men kan vi ikke bare grine lidt af det og komme videre?”

Det spørgsmål falder næsten hver gang, jeg underviser i kommunikation. Og jeg forstår lysten: Humor samler, løfter og gør os lette om hjertet. Men alt for ofte forveksles ægte humor med ironi - og forskellen er ikke en detalje. Den er altafgørende for, om vi bygger hinanden op eller piller hinanden ned.

Humor forbinder - ironi splitter

Humor er, når vi griner med hinanden. Vi mærker fællesskabet, skuldrene sænkes, og vi ved, vi er på samme hold.

Ironi derimod er indforstået. Den prikker til dig med en skæv albue, forklædt som sjov, men efterlader ofte en lille sten i skoen: “Mente han det… eller mente han det ikke?” Vi elsker ironi i Danmark - nogle hævder ligefrem, at den er en del af vores DNA. Alligevel har vi aldrig fået den samme eksport‐succes med begrebet som med hygge. Måske fordi ironi ikke føles særlig hyggelig, når man står på modtagersiden.

“Shh, nu kommer hun …”

Forestil dig, at du træder ind i et rum, og én hvisker: “Shhh, nu kommer hun!” Alle griner, du griner med - lidt for højt. Men mens latteren dør ud, begynder hjernen at køre: “Taler de om mig? Er det noget fra sidste uge?” Én uskyldig bemærkning kan sende tanketoget afsted mod tvivl og uro. Bliver sporet gentaget ofte nok, tror vi til sidst på det negative billede af os selv.

“Ironi borer sig derind, hvor vi er mest sårbare. Den står i vejen for den klare, kærlige kontakt, de fleste af os længes efter.”

Hvorfor jeg – som psykolog – siger høfligt nej tak

Ironi kræver, at modtageren lige fanger joken, forstår din intention og er i følelsesmæssigt overskud. Det er temmelig mange brikker, der skal falde på plads på en almindelig tirsdag eftermiddag.

I venskaber og parforhold kan ironi hurtigt blive en vane, der skaber afstand: “Nej nej, du er jo aaaldrig sent på den!” Smilet er bredt, ordene er lette, men stikpillen lander hårdt. Gentaget over tid æder ironien sig ind som rust og efterlader usikkerhed og følelsesmæssige misforståelser.

Mit bedste råd – menneske til menneske

Brug ikke din humor til at stille dig ovenpå andre. Løft i stedet relationen: Grin af jeres fælles mærkeligheder, ikke af hinandens svagheder. Den humor giver varme - og kræver ingen undskyldninger bagefter.

Tjek dig selv - før ironien tjekker ind

1. Ville jeg selv synes, det var sjovt, hvis jeg stod i den andens sted?

2. Siger jeg det her for at skabe grin eller for at lufte irritation?

3. Kan jeg formulere det på en måde, der inviterer til latter – uden at skabe usikkerhed?

Falder ironien alligevel ud af munden, så smil og sig: “Ups, det var lige den ironiske refleks - jeg er ved at aftræne den.” Vi skal ikke være perfekte. Vi skal øve os. Sammen.

Refleksionsøvelse til dig

• Hvornår bruger du ironi? Er det, når du er presset eller nervøs?

• Hvad gemmer sig bag? En kritik, du ikke tør sige?

• Hvordan ville den ærlige version lyde - helt uden ironi?

Skriv det ikke nødvendigvis ned; blot det at opfange mønsteret kan være nok til at justere det.

Humor er, når vi griner sammen. Ironi er, når vi griner af. Jeg ved, hvad jeg vælger - hvad vælger du?